Snegle. I er afsløret. Jeg har fundet ud af jeres lille hemmelighed. I skal ikke komme her og tro, at den mægtige Sherlock August (det er mig) ikke kan lægge to og to sammen. I er afsløret.
Nu er der måske tre slags væsner, der læser det her:
1) Snegle, der er bange, fordi jeg har afsløret dem.
2) Mennesker, der ikke helt er med på, hvad jeg mener.
3) Mennesker, der er helt med på, hvad jeg mener.

Og jeg behøver vel kun svare på 2), så det vil jeg gøre med en lille historie:
Engang (for nogle dage siden) blev der sat et klistermærke op ude på vores postkasse (altså sat op af os). Efter nogle dage lagde (rim!) vi mærke til, at der var nogle, der havde prøvet på at kradse det af.
Hmm… det er da underligt?” tænkte vi og gik videre med vores dag. Senere kiggede vi på klistermærket igen, og hvad så vi? Ja, du gættede rigtigt… Snegle.
Der sad en masse snegle og spiste vores klistermærke. Så nu!.. har jeg regnet dem ud.
Det slim, snegle bruger til at komme frem med, er faktisk bare limen fra klistermærker, de spiser. Slimen er faktisk ikke noget, de selv laver, men derimod bare noget, de tager fra andre.
Nogle ville nok sige, at det da lyder totalt fjollet, men gør det virkelig det? Og hvis man stadigvæk er i tvivl, så har jeg endnu et bevis:
Jeg tror næppe, at det er et tilfælde, at slim hedder ‘slim’.
Slim.
S lim.
Sneglelim.
Slim er bare den lim, sneglene spiser og så bruger. Bum.
Jeg har regnet jer ud, snegle! I skal ikke prøve på at løbe fra den her, fordi det kan I nok ikke.