Skip to content

Græs – #395

Jeg kan huske, at jeg engang havde BeanBoozled Jelly Belly, som, for dem der ikke ved det, er et spil (eller en udfordring), hvor man drejer et hjul, der lander på en bestemt farve, som passer til en jelly bean, som man så skal spise, men desværre er der to forskellige smage, der ligner hinanden (den ene smager godt, og den anden smager dårligt), så man håber bare på, at man får den gode smag. Men i det spil (eller udfordring) er der en lysegrøn jelly bean som enten smager af lime eller af græs, og jeg har smagt begge og kan ærligt sige, at jeg faktisk bedre kunne lide den med græs. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men der var bare et eller andet utrolig rart og bekvemt ved smagen af græs. Måske har det noget med det faktum, at jeg virkelig også elsker duften af nyslået græs. Græs’ blod dufter bare virkelig godt… og åbenbart smager det også virkelig godt (selvom man nok også lige skal tilføje, at jelly beans har en masse sukker i sig, hvilket nok hjalp en smule på smagen… jeg ved ikke, om jeg ville kunne lide græs, hvis jeg bare gik ud lige nu og spiste en håndfuld…).

Atomer – #394

For noget tid siden læste jeg noget virkelig sejt, som jeg lige siden har gået og tænkt på. Det er muligt for din hånd at gå igennem vægge (og alt andet). Det eneste, det kræver, er held og en masse tid.

Det viser sig nemlig, at det er muligt for atomerne i ens hånd, og atomerne i væggen, at stille sig i sådan en position, at de passer sammen og på den måde kan glide lige igennem hinanden. Det er meget usandsynligt, men ikke en umulighed. Overvej det lige. Og fortæl mig så, om du lige prøvede at slå hånden ind i væggen i håb om, at det skete. Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg læste det første gang.

Men desværre har jeg en smule svært ved at tro på, at det virkelig kan lade sig gøre, på grund af elektronernes fratrækning (jeg ved godt, at det hedder ‘frastødning’, men når nu det hedder ’tiltrækning’, burde der altså også være noget, der hedder ‘fratrækning’), som jo altid vil fratrække (nogen vil nok argumentere, at man ikke kan trække noget i den modsatte retning (altså væk fra én selv), og at der derfor ikke er noget, der hedder ‘fratrækning’ i den her sammenhæng (man kan f.eks. sagtens fratrække moms fra en pris), men i så fald vil jeg gerne have lov til at spørge om, hvorfor det så er nødvendigt at kalde det for ’tiltrækning’, når det lige så godt kunne hedde ‘trækning’…) alle de andre elektroner, der er til stede (hvilket også er grunden til, at vi aldrig rigtig rører ved noget… vi mærker bare elektronerne, der skubber tilbage mod os).

Men jeg vil gerne leve i troen om, at hvis jeg bare bliver ved med at slå min hånd ind i væggen ved siden af mig, så vil den på et tidspunkt ryge igennem. Så det vil jeg gøre.

Fingre og tæer – #393

Hvis du kigger ned på dine hænder lige nu, så ser du højst sandsynligt ti fingre i alt, og hvis du så nu kigger ned på dine tæer, vil du højst sandsynligt se ti tæer. Korrekt? Men har du nogensinde tænkt over, hvorfor vi lige præcis har ti fingre og ti tæer? For jeg kan godt sige dig, at det har jeg altså.

Og så vidt jeg ved, ved videnskaben ikke, hvorfor vi har lige præcis det antal fingre og tæer, som vi nu engang har. Det eneste reelle svar, jeg kunne finde, var, at vi har det antal, fordi det er det antal, vi har brug for (og det, kære børn, kaldes for evolution), men det forklarer stadigvæk ikke, hvorfor ti lige præcis er det magiske tal (eller rettere… fem, eftersom det vel deles op efter hver hånd). Og hvis det er den sande forklaring, hvorfor har vi så haft brug for lige så mange fingre som tæer? Jeg tænker da, at fingre er noget vigtigere end tæer.

F.eks. har alle vores fingre forskellige navne (tommel-, pege-, lange-, ring- og lillefinger (det vidste du jo godt… hvorfor skrev jeg det?)), men den samme behandling har vores tæer ikke fået. Der er jo kun storetå og lilletå. Det er ikke godt nok. Alle andre dele af vores krop har deres eget navn, så det skal alle vores tæer altså også have.

Jeg navngiver hermed vores tæer følgende:
Storetå: Den inderste tå, som er stor.
Kløtå: Den næstinderste tå, som bliver brugt til at klø storetåen med.
Midttå: Den midterste tå, som er i midten.
Vægtå: Den næstyderste tå, som står som en væg, der holder lilletåen ude.
Lilletå: Den yderste tå, som er lille.

Så gå ud i verden og benyt disse ord, for vores tæer fortjener et navn lige så meget, som vi gør!

Lampeånd – #392

Okay, jeg havde et spørgsmål om, hvorfor det hedder en lampeånd, når det tydeligvis ikke er en lampe, men en tekande, som ånden kommer ud af, når man gnider den, men da jeg slog svaret op, lærte jeg noget ret sejt, som alle andre end mig måske vidste.

Selvom det overdrevet meget ligner det, så er det slet ikke nogen tekande. Til alles overraskelse er det rent faktisk en lampe… en olielampe, hvor olien er i selve beholderen og så placerer man en væge i hullet, så det kan brænde.
Det er jo ret smart, for ligesom en tekande, har den også et håndtag, så man kan gå rundt med den i hånden uden at bekymre sig om, hvorvidt man brænder sig. Tekandedesignet er vel bare en god form til mange ting… mon man kan bruge det til andre ting?

Tyngdekraft – #391

For et par minutter siden sad jeg i min have og kiggede på et æbletræ, der lige pludselig besluttede sig for at give slip på et æble, og det fik mig til at tænke på tyngdekraften (selvom historien med Newton og æblet højst sandsynligt blot er en myte). Tyngdekraften er sådan utrolig sej. Overvej det lige. En usynlig kraft, der konstant skubber os nedad. Men den skubber os ikke bare nedad. Den skubber os i alle retninger, hvor der er masser. Så jeg bliver tiltrukket af dig, der læser det her, lige nu. Det kan godt være, at det er en svag kraft, men nøj, hvor er jeg tiltrukket af dig.

Min fysiklærer fortalte mig engang, at hvis jeg nogensinde finder ud af, hvorfor tyngdekraften findes, så vil jeg blive rig og aldrig nogensinde behøve arbejde igen. Så det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har tænkt mig at sætte mig ned og tænke, indtil jeg en eller anden dag får en åbenbaring og finder ud af svaret.