For noget tid siden læste jeg noget virkelig sejt, som jeg lige siden har gået og tænkt på. Det er muligt for din hånd at gå igennem vægge (og alt andet). Det eneste, det kræver, er held og en masse tid.

Det viser sig nemlig, at det er muligt for atomerne i ens hånd, og atomerne i væggen, at stille sig i sådan en position, at de passer sammen og på den måde kan glide lige igennem hinanden. Det er meget usandsynligt, men ikke en umulighed. Overvej det lige. Og fortæl mig så, om du lige prøvede at slå hånden ind i væggen i håb om, at det skete. Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg læste det første gang.

Men desværre har jeg en smule svært ved at tro på, at det virkelig kan lade sig gøre, på grund af elektronernes fratrækning (jeg ved godt, at det hedder ‘frastødning’, men når nu det hedder ’tiltrækning’, burde der altså også være noget, der hedder ‘fratrækning’), som jo altid vil fratrække (nogen vil nok argumentere, at man ikke kan trække noget i den modsatte retning (altså væk fra én selv), og at der derfor ikke er noget, der hedder ‘fratrækning’ i den her sammenhæng (man kan f.eks. sagtens fratrække moms fra en pris), men i så fald vil jeg gerne have lov til at spørge om, hvorfor det så er nødvendigt at kalde det for ’tiltrækning’, når det lige så godt kunne hedde ‘trækning’…) alle de andre elektroner, der er til stede (hvilket også er grunden til, at vi aldrig rigtig rører ved noget… vi mærker bare elektronerne, der skubber tilbage mod os).

Men jeg vil gerne leve i troen om, at hvis jeg bare bliver ved med at slå min hånd ind i væggen ved siden af mig, så vil den på et tidspunkt ryge igennem. Så det vil jeg gøre.